Hovedvejen gennem Brøns med det gamle autoværn, som bare var et kraftigt træstakit
Indkørsel til Brøns sydfra.
Det nationale sindelag viser sig igen ved, at vejskiltet står på en rød/hvid pæl
På hovedvejen lå der 2 bagere; skråt over for hinanden. Dén ved kirken var Bager Laurids Beck og hans kone Lilly.
På den østlige side lå Knudsen Schnik og hans kone Thilde…
Huse der forsvandt
I 2010 var tiden kommet til at
bager Schniks
hus fjernet.
Tingvej og Brydevej fjernet – nu er der etableret et grønt område.
Brøns kirke bygget omkring 1200 Det er Danmarks længste landsby kirke med en længde på 48 meter. På nordsiden sidder et glasmosaik-vindue, som Lydik Jacobsens kone gav til kirken efter sin mands død i 1927.
Tingvej som grusvej. De 3 huse til venstre er bygget fra 1905 – ca. 1909.
Udsnit af et gammelt postkort.
Billede nr. 1 øverst til venstre er fra dét, som dengang var Stationskroen.
Nr. 2 fra øverst til højre er fra Brøns Mølle – sikkert endnu, da der blev malet korn på Møllen.
Nr. 3 viser det nuværende Tingvej fra vest mod øst. Forrest til venstre ser der ud til, at have været noget med møbler. I min barndom var det en trikotagebutik, som var ejet af Maja Nielsen. Hendes mand var malermester.
Dér havde jeg mit første job som butiksmedhjælper, dvs. jeg ryddede op, prismærkede og fejede. Jeg er ikke sikker, men mener jeg fik 5 kr. om ugen for at arbejde hver dag eftermiddag efter skole.
Hovedvej 11 gennem Brøns i min tidlige barndom. Belægningen var dengang chaussésten, som blev omtalt som – Op å æ Skasè.
Det var også dengang, der altid var et storkepar i Brøns.
Luftfoto af Brøns Mølle.
Det skete, at der kom rejsende fotografer for at sælge luftfoto; også af private huse. På billedet her kan man se at mølle afdelingen er bygget i 1807
Mindesten over Lydik Jacobsen der overtog Brøns mølle i 1868.
Han var en mand, der var med til at sætte ting i gang. Han begyndte at plante Brøns og Kalby skov. Han var også med til at oprette Brøns Sparekasse og Tønder Landmandsbank. Jeg ved ikke hvor Sparekassen i Brøns havde til huse, jeg husker at der var kontor i den bungalow Brugsuddeler Aage Brandt byggede. Senere blev der bygget et nyt hus, hvor Andreas Hørlyck og Mettes gård engang lå, det er hvor kirkens konfirmand- og mødehus er i dag på Tingvej 3.
Han havde også indflydelse på at jernbanen kom til Brøns, der blev oprettet et postkontor, bygget forsamlingshus og en margarinefabrik. Han døde i 1927 og udover mindestenen i skoven blev rejst, så fik hans kone lavet et blyindfattet glasmosaik- vindue, som blev sat op i kirken.
I Brøns Sparekasses nye bygning hang denne afstemningsplakat. Den havde til formål at få alle Sønderjyder, der ikke længere var bosat på egnen, hjem og afgive deres stemme for genforeningen af Sønderjylland med resten af Danmark, hvilket jo heldigvis virkede.
Afstemningen gav følgende resultatet: I Brøns stemte 290 Dansk og 21 Tysk, i Havervad stemte 89 Dansk og 0 Tysk, i Astrup stemte 132 Dansk og 7 Tysk
Forsamlingshuset ligger helt frit på dette billed.
Senere blev huset ved siden af bygget, det skulle være døbt Granly.
Granerne er nu ret små.
Brøns forsamlingshus bygget ca. 1905. Tegnet af Arkitekt H Sievertsen.
Forsamlingshuset fungerede som sådan til 1970, hvor den blev solgt og blev en del af et nyoprettet feriecenter, som dog måtte lukke efter nogle år. Efter at have stået tomt, blev det købt/lejet af Røde Kors.
Det blev gennem nogle år brugt som flygtningecenter og var i ret dårlig stand, da det blev solgt igen som feriebolig.
Køberen lavede et stort arbejde på bygningerne og efter istandsættelsen blev det en fornøjelse at se i gadebilledet. Her i den nuværende udgave.
Johansens købmandsforretning, senere TH Lessow
Begge forretninger er i dag lukket. På et tidspunkt var der 4 dagligvareforretninger i Brøns, Maren Boysen havde butik hvor Tingvej 42 er og Anna Andresen på Tingvej 17. Desuden var der én i Havervad og én i Astrup, som er landområder til Brøns.
Skolen som den så ud, da jeg gik der fra 1953 til 10. april 1960. Om sommeren startede vi kl. 7.00 og havde fri til middag, det gav en god lang eftermiddag til leg, men vi gik så også i skole om lørdagen.
1. verdenskrig og de pårørende rejste denne mindesten
Rejsegilde på vort hus.
Jeg ved fra datteren, af bygherren Hans Vestergård der byggede huset i ca. 1909, da hun var 9 år, at huset blev bygget som aftægtshus for familien, efter de flyttede fra en gård i Vester Åbølling. Der var bygget en stald til, som ses til venstre på billedet. Stalden var bygget med båse til både køer og grise; så man var selvforsynende i dagligdagen. I 1969 var der stadig båse til dyrene og vandtrug i staldbygningen. Senere blev der bygget til i den sydlige ende – dén del blev brugt som slagtehus; vist mest til får.
Hvis man kigger på billedet kan man se at bygherre og bygmester står foran huset. Øverst på huset er det sikkert lærlingen der ses, han skulle sætte byggekransene op. Disse viser venner og naboers tillykke med det nye hus. I dag bruger vi rød/hvide vimpler, men det var forbudt at vise danske farver og symboler. Det var en god dag at være lærling, der faldt altid en skilling af for at få kransene sat op.
Endnu et udsnit af Tingvej. Måske lidt før det andet. Det ser ud til træerne måske en knap så store.
Hvis det passer at billedet her er fra 1913, så må det være ca. 4 år efter det er bygget. Måske er det Kirstine Vestergård; gift Prins der står udenfor. Hun kom ind en dag efter vi købte huset og fortalte, at hun var 9 år gammel da de flyttede ind. Så hvis det er hende, må hun være ca. 13 eller 14 år gammel her.
Billedet er huset min Tante Lenne (som var min faster) og hendes mand boede i. Huset ligner sig selv i dag bortset fra slyngroserne. I mange år drev de skomagerværksted i huset. I dag ejes huset af Tante Lennes barnebarn.
Stationsforstanderen skulle manuelt sænke og hejse bommene, når der kom tog. Bommene havde dengang noget som lignede gardiner, nogle metalbuer som foldede sig ud når bommene var nede. Når bommene gik op klappede de sammen og hang ned langs bommen. Det var sjovt, for de buer, de passede lige til nogle små fødder kunne stå i dem, så vi kunne hænge på bommen det første lille stykke, den kom op. Vi vidste godt, det var forbudt og farligt var det også, mest fordi vores hus lå klods op af overskæringen, så det gav ballade, hvis det blev set fra køkkenvinduet. men en gang imellem, skulle det lige prøves.
Barndom på landet i Sønderjylland i 40’erne og 50’erne.
Jeg kom til at tænke på, hvordan vores barndom egentlig var i ” gamle dage ” Vi var jo en del børn i byen og manglede sjældent nogle at lege med. Vi badede i åen om sommeren, der var steder vi ikke måtte komme fordi åen var særlig dyb, men lige nede foran vort hus var der et vadested, dvs. hvor køerne gik over åen til marken på den anden side, dér var vort badested. Fordi køerne gik dér, var det dejligt blødt og smattet, det føltes rart mellem tæerne.
Om vinteren kunne vi nogle år, hvis det frøs længe, løbe på skøjter på åen. Løbe på skøjter var måske lige flot nok sagt, tiden gik mest med at spænde skøjterne fast på gummistøvlerne og få lufferne på igen, inden vi igen skulle ha’ lufferne af, nøglen fundet, spænde skøjter, nøglen puttet i lommen og luffer på. Projekt skøjtning var der først grønt lys for efter Far havde været ude for at kontrollere isens holdbarhed.
Vi var meget ved åen, om sommeren fiskede vi. Vi fandt et pilekrat med nogle lange tynde pil og så skar vi en fiskestang af den. Hjem med grenen og få bundet et stykke murersnor på og så havde vi en lang line. Nu skulle vi ha’ fat på en 2-øre og en krog; 2-øren, som dengang var af kobber, havde hul i midten, og når den blev bundet fast virkede den som vægt, til at krogen blev holdt under vand.
Næste trin var ind til mor og tigge noget franskbrød, som blev vædet med vand og “monglet ” godt sammen til en klæg klump, det var maddingen, en lille klump blev sat på krogen; og det kunne også spises. Så var vi klar til at sidde ved åen og fange skaller. De kunne ikke bruges til andet end at gøre katten glad.
Om aftenen var vi en flok i forskellige aldre og vi legede meget tit Do´esklafons. Jeg ved ikke, hvor navnet kom fra; andre kalder det vist Sparke til Dåse. Vi valgte én der skulle være i cirklen, som var omkring dåsen. Vedkommende skulle tælle til måske 100 mens flokken løb og gemte sig og dem der blev fundet, skulle bringes tilbage i cirklen og var fanget. Når dén, der skulle lede, gik igen kunne man, hvis man var gemt et sted i nærheden, løbe ind i cirklen og befri de fangne ved at sparke dåsen ud af cirklen. Det brugte vi meget tid på og det var en god leg, da alle uanset alder kunne være med. Var vi kun 2, legede vi tit Fordrivelse ude på vejen. Trafikken var ikke så tæt, så vi gik bare til side, når der kom en bil. Vi bestemte, hvor midten var og der stod én på hver side. Legen var nu, at vi skulle skyde så langt som man kunne over midten og dér, hvor bolden ramte skulle modstanderen kaste fra. Det fortsatte til den ene endte der, hvor vi havde bestemt, at banen endte. Det kunne være et godt stykke fra hvor vi startede.
Ellers kunne vi Hinke, vist dét man andre steder kalder at Hoppe i paradis. Eller Kyt buld op ad en mur. Der havde man forskellige mønstre for, hvordan bolden skulle kastes og hvis man fejlede eller ikke greb bolden, var det den andens tur
det er mig, der ligger i barnevognen. Jeg ved at de første år boede Far, Mor og mine 2 brødre i det nederste. Først da der var penge, blev etagen bygget ovenpå. Huset ligger hvor Tingvej 56 er i dag.
På dét tidspunkt lavede min far cementsten, så man kan godt sige, at det meste er selvlavet.
