Her i Brøns vi har vort hjem, vort virke

hermed stort og småt vi tørnen ta’r

Højt mod himlen strækker sig vor kirke

vidner om at vi en fortid har.

Når den friske blæst,

kommer ind fra vest

smag af salt vi har

hilsen med sig ta’r.

Fra vor store nabo vesterude,

hav og marsk og vidderne vi har.

Åen løber roligt gennem enge,

blomstervrimlen for vort øje står

Fisket blev af glade Brønser Drenge,

i den Å i hundrede år.

Når den friske blæst

kommer ind fra vest,

smag af salt vi har

hilsen med sig ta’r.

Fra vor store nabo vesterude,

hav og marsk og vidderne vi har.

Og hvert Forår vi i spænding venter,

kommer storken også hér i år?

Dén vi takke kan, at vi så kendte er,

strunk ved kroen den på reden står.

Når den friske blæst,

kommer ind fra vest,

smag af salt vi har

hilsen med sig ta’r.

Fra vor store nabo vesterude,

hav og marsk og vidderne vi har.

Vi fra parken høres leg og latter,

fra de mange børn, der sopper dér,

selvom vinteren de højt den skatter,

når der is og skøjteføre er.

Når den friske blæst,

kommer ind fra vest,

smag af salt vi har

hilsen med sig ta’r.

Fra vor store nabo vesterude,

hav og marsk og vidderne vi har.

Men vil helst en tur i skoven trave,

Mølleskoven ligger ganske nær.

Normsted Hede er så skøn en gave

skønnest dog, når lyngen blomstrer dér.

Når den friske blæst,

kommer ind fra vest,

smag af salt vi har

hilsen med sig ta’r.

Fra vor store nabo vesterude

hav og marsk og vidderne vi har.

Tekst: Gudrun Jensen

Mel. Lundeborg hymnen